28. maj 2020

FÆNGSLET SÆTTER REKORD i 2019 MED DET STØRSTE ANTAL BESØGENDE NOGENSINDE

Ambitionerne var store, da Horsens blev indkaldt til pressemøde om planerne for FÆNGSLET i Horsens. De bliver mere og mere indfriet til gavn og glæde for oplevelsesindustrien i Horsens og i hele kommunen.

BEST OF Horsens har modtaget en pressemeddelelse fra FÆNGSLET, som vi her bringer et udsnit af. 

Det er en tilfreds direktør og bestyrelsesformand, der aflægger årets regnskab på FÆNGSLET i Horsens - oplevelsesvirksomheden, der har eksisteret siden 2012, og som med regnskabet for 2019 for alvor har cementeret sin position som kulturelt fyrtårn.

"Aldrig har vi haft så mange igennem vores konferenceafdeling, aldrig har vi haft så mange events og eventgæster, og aldrig har vi haft så mange erhvervslejere, som vi fik i løbet af 2019. Det blev for alvor året, hvor vi slog igennem på alle vores områder, og vi lander et meget solidt og flot resultat på bundlinjen, der gør, at vi for tredje år i træk kan bygge ovenpå egenkapitalen. Det er meget tilfredsstillende," siger direktør Astrid Søes Poulsen.

Hun bakkes op af fondens formand, der udtrykker det således:

"Fra bestyrelsens side ser vi 2019 som kulminationen - indtil videre - på, at den strategi vi har lagt er den helt rigtige. Det er i den grad lykkedes at udvikle FÆNGSLET til at være et populært samlingspunkt for rigtig mange kultur- og erhvervsgæster, såvel i dagligdagen som ved de festlige højdepunkter og et fyrtårn for byen. Bestyrelsen er endog meget tilfreds med de resultater, der er opnået i 2019, både de økonomiske og de indholdsmæssige," siger Henning Nørbæk.

Landsdækkende interesse for møder og konferencer

På konferencesiden har FÆNGSLET i 2019 haft en omsætningsstigning på knap 53%. Fremgangen skyldes både en stigning i de mindre dagmøder, men også de helt store arrangementer med nogle af landets største virksomheder og brands.

"Der er blevet løbet stærkt i konferenceafdelingen, og vi havde ved årets indgang ikke forudset, at 2019 ville blive så stort et konferenceår. Men det vidner om, at vi nu har opnået en god konsolidering på markedet, som vi har kæmpet for de seneste år," siger Astrid Søes Poulsen.

Også FÆNGSLETs seneste kendskabsmåling fra primo 2020 viser tendensen. Her ses en klar fremgang i kendskabet til det at holde møder og konferencer på FÆNGSLET. Kendskabet er nu for alvor blevet landsdækkende, og FÆNGSLET står for første gang stærkt i hovedstadsområdet.

Mange nye events trak rekordmange gæster

Tilsvarende fandt rekordmange mennesker vej til de mange events på FÆNGSLET i 2019. Knap 168.000 eventgæster blev det til, hvilket er en stigning på 34% fra sidste år.

Der var også ekstraordinært mange events at komme til og nogle af dem helt nye som fx Grundlovsdebat den 5. juni og ølfestivalen Beers Behind Bars den 5. oktober. Derudover blev årets julemarkeder udvidet med masser af nye oplevelser, hvilket publikum kvitterede for og satte besøgsrekord.

Både den lille og store koncertplads dannede også baggrund for sommerkoncerter med Foo Fighters, Lenny Kravitz, Dizzy Mizz Lizzy og Rasmus Seebach.

Læs hele pressemeddelelsen her. 


Besøg FÆNGSLET her: www.faengslet.dk 




Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble