10. december 2020

BLOG: Giver det mening?

BEDRE I HJEMMET OG PÅ JOBBET. 

Vigtigst af alt, at alle kommer raske tilbage og at de fysiske butikker fyldes igen. Det vil BEST OF Horsens for altid kæmpe for. 

COVID-19 har med rette gjort os bekymrede, men også for de fleste gjort os lidt mindre stressede. Vi har fået mere tid til hinanden og mere hjemmearbejde i trygge og rolige omgivelser. Mere tid til fordybelse i det man gerne vil gøre og arbejde med. 

Ting, vi ikke nåede før, er klaret nu. Både i hjemmet og i jobbet. Vi har ændret vores vaner. Luften er blevet renere og CO2 udslippet formindsket væsentligt. 

Jeg har i mange år været fortaler for en 30-timers arbejdsuge ud fra præmissen “bedre i hjemmet og bedre på jobbet”. Måske mere relevant end nogensinde, det vil kunne give plads til alle dem, som ulykkeligvis har mistet sit job under COVID-19.

Hvis vi på en eller anden måde kan komme til at leve i en mindre stresset hverdag og i et land, med færre tilfælde at stress, depressioner og angst, ville det være fantastisk og klogt samfundsmæssigt. Det vurderes af amerikanske læger, at 90% af alle sygdomme, kommer fra stress. 

Det vil spare sundhedsvæsenet for milliarder af kroner og danskerne vil få mere livskvalitet. Jeg gentager “bedre i hjemmet og bedre på jobbet”. 

Spild af tid

Når jeg så her til morgen i EB med glæde læser den succesfulde serie iværksætter Martin Thorborgs input til danskernes indsats på arbejde og om en 30-timers arbejdsuge, så kom tankerne tilbage på 30 timer eller ej? 

Martin Thorborg udtaler:  

- Det er din hjerne, jeg har købt. Ikke dine ben. Derfor vil jeg hellere have mine medarbejdere til at arbejde seks/syv timer om dagen, frem for at de sidder udkørte og lader som om, de laver noget indtil klokken bliver 16. Det er spild af tid for alle parter, fortæller han.

Som ansat hos Martin Thorborg, skal man finde ud af, hvornår på dagen, man selv er mere produktiv, kreativ og innovativ. Og hvis det er klokken 13, så giver man den en skalle i timerne omkring.

- Det er der, jeg som arbejdsgiver får mest ud af det, og det er, at folk også er gladest for at arbejde, siger Martin Thorborg.

For mig giver det rigtig god mening og jeg håber COVID-19 vil åbne en debat op om, hvordan vi i et velfærdssamfund skal leve vores liv og hvordan vi får mere livskvalitet - og tid til hinanden. 

Fredag til torsdag

Hvis min mangeårige idé med at gøre fredag til torsdag i detailhandlen, så er vi nået langt. Hvorfor holde længe åbent om fredagen, som er familiens åndehul efter en lang arbejdsuge. Luk til normal tid fredag og gør torsdag til et kæmpe shopping hit. Det vil give god mening i forhold til antal kunder og omsætning. Personalet kan dermed have en dejlig fredag aften sammen med familie og venner - det samme kan vi kunder. Torsdag kunne blive et hit i tæt samarbejde med café- og restautionslivet. 

Når vi kommer på den anden side af COVID-19, vil mange ting blive vendt og drejet.  

Vi har altid vist at livet er sårbart, COVID-19 har forstærket den viden. Livet er ikke som det er - det er som du er og nu har vi fået en ufrivillig chance for at mærke efter og forme tiden foran os. Vel og mærke med et folketing i ryggen, med uhørt vilje og venskab! 

Pas på hinanden derude. Hold fast. Hold sammen ved at holde afstand. Lad os alle lykkedes, så Danmark gradvist efter påsken kan åbne op. Vi ses snart ude i butikkerne igen.

Jørn Simmenæs
UPFRONT/BEST OF Horsens 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble