27. juni 2021

Begejstring og de følelsesmæssige højdepunkter!

BEST OF Horsens arbejder hver dag med at skabe begejstring og smitte med positive energier. Derfor er vi optaget af Danmarks EM-succes, som har sendt os alle ud i de vildeste føjelser, eufori og ægte glæde - og tårer! 

Det er fuldstændig vanvittigt at være vidne til den helt unikke begejstring, glæde og nationalfølelse, som præger Danmark og hele verden lige nu. Vi danskere har ikke vores landshold for os selv, det føles som om, at hele verden ejer vores sympatiske hold fyldt med skønne personligheder. Bedre markedsføring og PR for vores land og deraf muligheder for mere turisme og eksport, findes ikke. Det er helt unikt. 

Ja, jeg ved det godt. 15 måneder uden fælleskab og uden at kunne dele mange glæder med hinanden, spiller en stor rolle. Lige nu er vi midt i en kæmpe stor forløsning, at det er muligt at være så mange sammen - og fejre Danmark. Og jeg ved også, hvor meget Christian Eriksens kollaps i den første kamp mod Finland, har betydet i det samlede billede. Normalt har jeg let til tårer ved store sportspræstationer, her under EM har jeg slet ikke kunne styre det. Bare det at kigge på Simon Kjærs ansigt, fremkalder så mange følelser, at følelserne kommer i spil og tårerne triller. Ja, jeg kender familien Kjær, men overordnet set handler det om, hvor meget de danske spillere sammen har været igennem, med hele teamet omkring landsholdet, der giver mig trang til tårer. 

Derudover er det at opleve den glæde, som danskerne udviser lige nu. At se alle aldre have landsholdet som et unikt fælleskab og smitte alle med så mange positive energier, er helt vildt befriende. Det løfter os alle, det løfter hele Danmark. Hele verden kiggede med i aftes, da vi vandt 4-0 over Wales, ganske givet med 99% af verdens befolkning, som støtte til vores hold. Vi er stadig med i turneringen, trods hændelsen med Christian Eriksen og to tabte kampe til Finland og Belgien. Jeg indrømmer gerne, dels at jeg næsten aldrig spiller på Oddset, men efter Finland kampen spillede jeg på Danmark som Europamestre, fordi jeg kunne mærke, at noget stort vil vente på spillerne og os. Efter kaos kommer der orden - det må meget gerne betyde en sejr over Holland eller Tjekkiet i kvartfinalen, så venter der et brag af en semifinale, hvor alt kan ske. 

Det vigtigste er dog, at Christian Eriksen har det godt og er kommet sig efter hændelsen i Parken. Jeg håber virkelig, at det bliver muligt for ham at komme på banen igen. 

Vores fantastiske anfører Simon Kjær er netop nu en af de største personligheder i international fodbold og på bænken har vi Frederik Rønnow, begge lokale helte fra Horsens, nærmere betegnet Lund og Stensballe. Ja, jeg trænede faktisk Frederik som lilleput i Stensballe, vildt imponerende hvad han har opnået. 

Hjulmand, Kjær, Schmeichel, Mæhle og Dolberg er kommet på alles læber. Danmark har virkelig vist, hvilket råstof vi indeholder og hvor meget vilje til sejr vi besidder. I et stærkt fælleskab. 

Lad det være de afsluttende ord, på samme måde kan vi i et stærkt fælleskab løfte Horsens til uanede højder. 

Kom så Danmark på lørdag - og Horsens!

Af Jørn Simmenæs
BEST OF Horsens
www.bestofhorsens.dk 

dannoergaard.jpg

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble