14. november 2018

NOGLE GANGE BEDST AT TIE, ANDRE GANGE RART AT YTRE SIG...

Kritik, debat og holdninger skaber udvikling. Da vi på BEST OF Horsens hver dag arbejder på at præsentere et udvalg af alt det bedste og derfor håber det bedste for alle, så vil denne BLOG #8 handle om Horsens som shoppingby, i stærk konkurrence med Vejle og Aarhus - og ja: GOOGLE! 

Der er cirka 90 km. pæle på vej i jorden i Horsens. Der bygges og bygges. Der skabes nye rammer for de handlende og for indehaverne af butikkerne i Horsens. Opgravningen og renoveringen af Søndergade er selvfølgelig et meget stort samtaleemne, det er klart - det er jo vores bymidten i de næste mange år. 

En af aktørerne på BEST OF Horsens Carsten Stern Møller fra Holst Sko og jeg, gik i dag en tur ned på Rådhustorvet for at besigtige den nye belægning, i sin færdige form med opfyldning af sortlignende asfalt. Vi nåede på turen at snakke om, ja naturligvis den nye belægning, om opgravningen, om optimisme/negativitisme, om åbningstiderne, om søndagsåben, længere åben om torsdagen, kortere om fredagen, om andre byer i Europa og specielt om Hamburg, der har åben indtil kl. 20 om lørdagen...!

Vi nåede også at spørge en række forbipasserende, om de gerne vil have mulighed for at handle om søndagen. Nogle udtrykte omsorgsfuldhed for personalet, to unge piger fra Aarhus ønskede ikke at handle om søndagen, for GOOGLE har jo åbent hele tiden...som de udtrykte det! Erkender det var en spinkel undersøgelse, sagt med et glimt i øjet - så ingen konklusioner på den baggrund!  

En anden tanke: har butikkerne åben i 75% af tiden, hvor vi alle arbejder? Okay, vi kan handle efter fyraften hver dag, hvis vi er hurtige. Eller bruge vores familie-fredag til at handle, eller vores kostbare lørdag formiddag og eftermiddag. Det gør vi gerne og det er det vi gør nu. 

Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for andre åbningstider, blot motivere alle indehavere af butikkerne i Horsens, til at gå sammen om at lave en "never seen before" kampagne, der vælter hele Danmark og vigtigst at alt: få alle dem i oplandet, der vakler mellem Horsens contra Aarhus og Vejle. Byerne har alle sine styrker, små eller store gader, grønne eller ikkke grønne oaser, vandløb eller ikke vandløb osv. Og om lidt, nogle måneder og år, har vi en helt ny midtby, der SKAL give os et boost i forhold til optimisme, selvtillid, selvværd og omsætning! 

Vi må i Horsens i gang med en storstilet kampagne, der får butikkerne til at vokse og derved gøre byen mere attraktiv for de butikker og brands, vi gerne vil tiltrække - og vigtigst at fastholde dem vi har. 

En tredje tanke: vil vi lade os nedtrykke af GOOGLE eller gå hånd i hånd - jo trods alt en af verdens mest besøgte søgeportaler? I sidste uge oplevede jeg en skøn butik have rigtig travlt. På vej ud af byen havde den samme butik et stort centrallager, hvorfra de ekspederede deres mange webordre. Det varmede om hjertet og et helt enestående bevis på, at vi skal give GOOGLE kærlighed og komme med på toget, der allerede nu kører i en pæn hastighed - og med sikkerhed vil køre stærkere og stærkere..!

En fjerde tanke: den moderne og fremtidens butik er måske i virkeligheden en kombination af en fysisk butik med udstilling og en webshop, der leverer den ønskede model og størrelse dagen efter. Mindre lejemål, mindre lager, større sortiment (som GOOGLE) og færre omkostninger. Jeg ynder dog stadigt 100% at gå ind i en kæmpebutik som BEST OF-profilkunden HANSEN/NISSEN, fyldt med skønne mærker og brands - og kendte ansigter. Netop her slår vi GOOGLE klart! 

En femte tanke: undlad at give familierne dilemmaet "handle eller ikke handle" om fredagen efter normal lukketid. Fredag aften er hellig i mange børnefamilier, familien samles endeligt efter en travl uge, roen skal helst sænke sig og det gør den ofte med god mad, drikke og sofahygge til Disney Show eller Vild med Dans...

Jeg ser meget gerne, at længe åbent om fredagen ændres til torsdag. Det vil være en unik måde at differentiere sig på i forhold til vores nabobyer. Gør alle torsdage fra kl. 17-19 til "HAPPY HOURS IN HORSENS" og lukke tidligere om fredagen. Det giver desuden medarbejderne mulighed for at være sammen med familien i prime-time fredag aften og være mere klar til de travle lørdage. Vigtigst af alt, kan vi skabe noget de andre byer ikke har - noget der vil sætte os på landkortet og hvis alle butikkerne spiller med, så kan der her skabes en ekstra god omsætning. Bonus: byens restauranter og spisesteder vil blive fyldt til randen, allerede om torsdagen...! 

Den sidste tanke her i BLOG #8: jeg håber virkelig det lykkedes at gøre bymidten til et værested, hvor kunderne/gæsterne i små klynger kan nyde en kop kaffe, en is eller andet godt, kan tale med hinanden, skabe relationer og bare nyde livet på Søndergade, gerne krydret med gademusikanter, som vil skabe en dejlig stemning. Vi har i den grad brug for åndehuller på vores meget brede og fantastiske hovedgade, åndehuller der kan skabe livsglæde, livskvalitet og gøre hovedgaden mere hyggelig.

Håber det var okay at ytre sig - giver det mening?

I håbet om det bedste for alle og at denne BLOG kan være med til at sætte tanker i gang, vil jeg her slutte med min favoritreplik:

Dem der ser mulighederne, får dem. 

Info:
BEST OF Horsens blev stiftet i 2013 og findes i dag i 28 kommuner i Danmark og i en by i Spanien. Formålet er at skabe vækst hos byen og kommunens virksomheder og butikker, samt gøre det lettere for borgerne og gæsterne fra hele Danmark at finde det de søger.

Kunne du tænke dig at blive en del af erhvervsregistret på BEST OF Horsens, kontakt os på 2511 9925. 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubblemedia