1. marts 2018

BEST OF BLOG #3 V. JØRN SIMMENÆS



BELÆGNINGSSTEN VS MENNESKET! 

Vinterkulden og frosten er over os. Trods at det lige nu er svært at grave i jorden, så vil det snart ske i Horsens midtby. Kommunens fine beslutning om at modernisere Søndergade og dele af midtbyen, er imødeset med stor glæde og forventning. Alle venter spændt på, hvordan hjertet i Horsens kommer til at udtrykke sig, overfor de tæt på 90.000 borgere i kommunen og tusindvis af turister fra nær og fjern.  

Kan man sige: hvis detailhandlen har det godt, så har kommunen det godt? 

Det kan man nok ikke, men ingen tvivl om, at midtbyen og de detailhandlende vil blomstre og få sin anden eller tredje ungdom. Det bliver godt for byen. Detailhandlende har igennem de sidste 10 år kæmpet for at bevare kunderne i de fysiske butikker, trods den stigende internethandel. Nu bliver der investeret i midtbyen, så rammerne og oplevelsen bliver bedre for gæsterne/kunderne. Det er også nødvendigt, for at fastholde omsætningen i butikken.

Man kan spørge: skaber nye belægningssten større omsætning? 

NEJ! Det skal følges op af et dynamisk butiks-, café- og restaurationsliv, der i fællesskab arbejder sammen om at få flere gæster/kunder til kommunen. Det vil smitte af på alle sidegader, jo flere mennesker jo bedre. Det er KLART! 

Nu kommer min pointe: husk mennesket! 

Jeg har i mange år været fortaler for flere musikalske indslag på gaden i Horsens. Det er mennesket der skaber den gode stemning, nærvær og varme, som jeg oplevede det i Manchester i weekenden. Jeg tænkte YES! Hvor er det skønt, opmuntrende og energigivende at opleve 3 unge musikalske talenter, udføre det de brænder allermest for: musikken.

Jeg håber, at arkitekterne tænker et par permanente scener ind i den nye udgave af bymidten. Det vil skabe en super stemning, samtidig med, at underskoven af musikalske talenter viser sig frem og får spilletid på en "stor" scene.

Det blev også til et besøg på Cavern Club i Liverpool, stedet hvor Beatles startede. Her spiller bands den legendariske Beatles musik, ganske gratis. Det er en ære for dem at optræde på den scene, hvor Beatles startede. Vi har ikke Beatles, men vi har en fremragende historik omkring alle de store navne, der har besøgt Horsens. Det vil understøtte byens musikalske image og være med til at udvikle musikere fra bl.a. Horsens Musikskole.

Giver det mening?

Med disse ord vil jeg ønske dig en skøn torsdag aften, enten ude i den smukke natur eller i varmen derhjemme.

BEST OF Horsens
Jørn Simmenæs 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble